Jeg læser stadig en del, er lige blevet færdig med bog nr. 26 i år, så er da halvvejs i min udfordring.
Min læste bog nr. 25 var "prospect park west" af Amy Sohn. En ret lang og ikke super god bog. Overvejede flere gange om jeg skulle droppe den, men litteratursiden havde skrevet godt om den så den måtte bare læses.
Her er litteratursidens anmeldelse af den:
En stilsikker, fræk og underholdende roman om fire forskellige kvinders liv i den celebre del af Brooklyn i New York - et must for alle fans af Brooklyn-romaner.
En varm sommer i Brooklyn, kort før Obama bliver valgt til præsident, følger vi fire kvinders liv. De er alle gift, er i 30’erne, er småbørnsmødre, tilhører celebrity overklassen og bor i området omkring Prospect Park.
Rebecca er seniorredaktør på Elle og er gift med Theo, en hårdtarbejdende arkitekt. Sammen har de pigen Abbie, og de bor i en andelslejlighed i et brownstonehus. Men den sexglade Rebecca er ulykkelig, fordi hun og hendes mand ikke har været i seng i sammen meget længe. Karen er gift med Matty, der er finansrådgiver, og går hjemme med den 4-årige Darby. Hun er en hønemor, der drømmer om en større lejlighed i Park Slope, fordi her er den bedste skole.
Den oscarvindende Melora har adopteret Orion og er gift med skuespilleren Stuart. De fremstår som et powerpar, men Melora kæmper med en social fobi og er på piller. For at forbedre sit image melder hun sig ind i en andelsbutik. Lizzie er tidligere lesbisk, men hun er nu gift med den sorte funkmusiker Jay, med hvem hun har drengen Mance. Lizzie føler sig fanget i sin moderrolle, men hun tør alligevel ikke lade sin sorte svigermoder være babysitter.
I disse fashionable omgivelser, hvor adresse, udseende og tøjstil er altafgørende, griber kvindernes liv ind i hinanden. Mødestederne er parkens legepladser, Tea Lounge, også kaldet Yver Lounge, og andelsbutikken.
De unge kvinder med deres trofæbørn er superegoistiske, frække til det skamløse og drømmer om en bedre lejlighed, bedre sex eller bedre omtale. De vil gerne være perfekte og være med på de nyeste trends, men indeni er der hemmeligheder og løgne. Man kommer til at holde af de manipulerende bitches, og heldigvis indretter verden sig ikke altid efter dem.
Det minder om ”Sex and the City” og ”Desperate Housewives”, men frækkere og mørkere. Der er et godt greb også om sidehistorierne, der bl.a. fortæller om filmens verden, gadevold og racisme.
Det er Amy Sohns første roman på dansk. Hun er journalist og har skrevet klummer mv. for større aviser og magasiner. Bl.a. har hun skrevet en guide til ”Sex and the City”.
Bog nr. 26 var "GIPS" af Mathilde Walter Clark. En meget anderledes og ret underlig bog. Jeg var ret godt underholdt igennem hele bogen, men ind imellem var det dog lige underligt nok, når hovedpersonen kun havde i hovedet at hun skulle være ond ved sin mand. Hun hyrer bl.a. nogle rockere til at give ham bølle bank.
Litteratursiden skriver om bogen:
Herlig satirisk roman fuld af absurde situationer om en 35-årig furie fra Birkerød, der har lyst til at skade sin mand.
Mathilde Walter Clark har skrevet en vidunderlig politisk ukorrekt roman, og jeg har moret mig mange gange under læsningen af ’GIPS’. Alligevel ved jeg ikke helt, hvad jeg synes.
Romanen handler om Nete Plum Poulsen, 35 år. Nete bor i Rækkehus i Birkerød sammen med Jan. Hun har læst litteraturvidenskab på universitetet, men arbejder nu i ”Styrelsen”. Her fik hun for mere end to år siden et barselsvikariat i HR-afdelingen. Det er meningen, hun skal skrive en personalehåndbog, det går bare meget langsomt. Ingen vil fortælle Nete, hvordan organisationen fungerer, de sender hende bare frem og tilbage imellem afdelingerne.
Hjemme i rækkehuset vil Jan gerne have et barn. Det vil Nete ikke. Hun føler bare trang til at skade Jan. Således begynder første kapitel med sætningen: ”I går aftes kom jeg til at hælde kogende vand på Jan”. Senere løsner hun et bræt på kældertrappen og stiller riven for foden af trappen. Hun spiser hemmeligt P-piller og lader Jan tro, han har dårlig sædkvalitet.
Da Jan er utro med kompagnonens kone, betaler Nete nogle rockere 40.000 for at brække alle knoglerne i Jans krop – to gange. Det med rockerne fortryder Nete, men da hun forsøger at afbestille dem, siger de, at de faktisk også har en professionel stolthed, og hvis man har betalt for bank, så får man dem også.
Romanen er fyldt med den slags absurde situationer. Det er underholdende læsning, og jeg synes, det er herligt, når Netes veninde, Henriette Møller, der har tre børn, siger: ”Gør det ikke!”, da Nete fortæller, at Jan gerne vil have børn. ”Du vil aldrig fortryde det osv. Men gør det ikke alligevel. Ikke hvis du har dit liv kært.” En mor, der siger det. Det er nok noget af det mest politisk ukorrekte.
Når jeg alligevel ikke helt ved, hvad jeg skal synes, er det fordi, slutningen er lidt tam. Men måske er det svært at holde dampen oppe på furien fra Birkerød igennem en hel roman. Det er skønt, når Nete spidder sin venindes lommepsykologiske betragtninger eller kollegaers småsnak i middagspausen, men hvad gør Nete selv ved sit liv? Hvorfor laver hun al den ballade, hvis det ikke er for at gøre noget?
Trods den lidt tamme slutning vil jeg alligevel gerne anbefale denne herlige satiriske roman!
Min kære søster læser meget på engelsk og det har gjort mig lidt nysgerrig. Så for længe siden havde hun lånt mig tre bøger på engelsk, to børnebøger og en "rigtig" roman. I aftes fik jeg så taget hul på at læse på engelsk, startede med de to børnebøger og det gik fint nok, det var lidt spændende at læse på et andet sprog. Så skulle den rigtige roman læses, og der kom jeg godt nok til kort, fattede virkelig hat af sproget, så det er bare ikke mig at læse på engelsk. Har heller aldrig været det store sprog øre :)